Partnersøgning
De fleste virksomheder er løbende på udkig efter nye internationale samarbejdspartnere. Ofte er etableringen af nye internationale kontakter ganske ressourcekrævende. Enterprise Europe Network tilbyder virksomheder en nem og gratis adgang til nye leverandører, kunder og øvrige samarbejds-partnere.
Vi får dagligt henvendelser fra udenlandske virksomheder, der søger danske samarbejdspartnere. Der kommer henvendelser fra stort set alle brancher, og de dækker mange forskellige slags samarbejde. Nogle vil gerne finde en partner til at stå for salg i Danmark, mens andre ønsker at importere danske varer. Desuden er der virksomheder, som tilbyder at arbejde som underleverandører eller ønsker forskellige former for samarbejde om produktion, innovation og udvikling. Enterprise Europe Network kan søge efter profiler, som matcher din virksomheds ønsker og behov via vores databaser eller gennem det europæiske Enterprise Europe Network. Her på siden kan du også selv søge i vores database for at se, om der er nogle af de mange profiler, der søger danske samarbejdspartnere, du finder interessant.
Din virksomhed kan også få oprettet en profil i databasen, hvor du selv specificerer hvilke samarbejdspartnere, du er interesseret i. Virksomheds-profilen indeholder en beskrivelse af virksomheden, samt hvilken type samarbejde virksomheden er interesseret i. Du bestemmer altid selv i hvilket omfang din søgning og/eller profil skal være anonym. Med en profil i Enterprise Europe Networks database er din virksomhed synlig for udenlandske virksomheder og forskningsorganisationer, som søger en samarbejdspartner.
Der afholdes løbende internationale kontaktbørser indenfor forskellige brancher og i forskellige lande. Disse annonceres her på portalen under ”Arrangementer”.
|