Foto:UpNorth Studio ApS
28. juni 2021
Et arrangeret møde og en anbefaling sikrede Peganpoetry ordrer fra både EU, USA og Australien
I november 2020 mødte Stina Tolstrup, CEO i iværksættervirksomheden Peganpoetry i Tølløse, grundlæggeren af og CEO for engelske Retaissance på en virtuelt event. Hun anbefalede hende bl.a. at tage kontakt til den engelske online salgsplatform Wolf & Badger, hvorfra hun i dag sælger smykker og accessories til hele verden.
Deltagelse i eventen var et resultat af Stina Tolstrups tætte dialog med en dansk Enterprise Europe Network-konsulent, der præsenterede hende for eventen ”Retaissance Live,” som, ud over webinarer, gav viden om og gode tips til at øge handel og innovation i detailsektoren og også indeholdt en ”mød indkøberne”-matchmakingdel.
Omdrejningspunktet for eventen ”Retaissance Live” var et webinar om UK’s udtræden af EU og om konsekvenserne for e-handel og detailhandel med europæiske brands inden for smykker, fodtøj, tøj, gaveartikler, skønhedsprodukter og boligudstyr. Men der var også webinarer om de drastiske ændringer, som pandemien har medført for den måde detailhandlere og brands samarbejder og agerer på. Kundernes indkøbsvaner og præferencer er ændret, forsyningskæder er blevet forstyrret og har ændret sig og forsendelsen af produkter tager længere tid end før.
Det var under dette event, at Stina Tolstrup fik et møde sat op med CEO’en fra eventarrangørvirksomheden Retaissance, en b2b-platform og salgstjeneste, der giver brands værktøjer, adgang og kontrol til at handle globalt, og giver detailhandlerne adgang til verdens førende brands. CEO’en så hendes brand som primært online-relevant og anbefalede hende at tage kontakt til 3 engelske online b2b-portaler, som CEO’en vurderede Peganpoetry’s brand ID passede godt ind i – En af dem var Wolf & Badger – Og her resulterede kontakten hurtigt i en samarbejdsaftale.
Wolf & Badger er en online platform, der er kendetegnet ved deres strenge krav til de produkter, der sælges via platformen. Producenterne skal kunne levere dokumentation for, at de lever op til portalens krav til bæredygtig produktion. Og her har Peganpoetry kunnet levere!
Peganpoetry administrerer selv lagerstyring og forsendelser til kunderne via Wolf and Badger platformen, hvilket passer Stina Tolstrup godt, da hun dermed har hånd i hanke med, hvordan salget går, og kan sikre, at produktkvalitet og indpakning lever op til forventningerne. Og der kan da også allerede ses en positiv effekt af samarbejdet. Hun har nemlig allerede modtaget flere ordre igennem platformen fra primært Europa, men også fra Australien og USA. Hun forventer derfor også en øget positionering og omsætning som resultat.
- Jeg fik stor gavn af eventens webinarer og de afledte dialoger, og jeg forventer, at den nye viden og de nye kontakter vil føre til omkostningsbesparelser og adgang til nye markeder hos os. Jeg er derfor meget glad for den løbende dialog med Enterprise Europe Network, der bl.a. også har medført, at jeg i juni 2021 deltog i endnu en virtuel event, "Textile Connect 2021", hvor jeg havde møde med flere nøje udvalgte virksomheder. Her har jeg også fået en ny kontakt, som jeg allerede har startet et samarbejde med om Kashmir-tørklæder.
Og udbyttet af samarbejdet med Enterprise Europe Network slutter ikke der. Stine Tolstrup deltog via Enterprise Europe Network også i den portugisiske messe ”Modtissimo”, hvor hun fik gode kontakter, som hun forventer at indlede samarbejde med i 2021-22. Stina Tolstrup fortæller:
- De her nye leverandører lever op til mine forventninger om ansvarlig produktion og sourcing, som er et must for mig og min forretning og de er derfor også del af planen om at udvide mine produktkategorier i løbet af de næste par år.
Pegan Poetry er et dansk smykke- og accessory brand, med fokus på slow-fashion, unika og limited editions, ud fra en skandinavisk minimalistisk dna og kærlighed til naturlige materialer. Peganpoetry er startet som et personligt projekt, som har udviklet sig igennem det sidste år. Peganpoetry er ved at skifte identitet for at tilpasse sig nye markeder og muligheder, derfor bliver Peganpoetry snart til HYMNESS. Skiftet sker officielt 1. august 2021 sammen med ankomsten af nye designs. Det vil være en glidende overgang, hvor Peganpoetry udfases.
Læs mere her: https://www.peganpoetry.com / www.hymness.com
UA-39480930-1