By Ole Birk A/S

Dansk design til svenske badeværelser

Den nordjyske virksomhed By Ole Birk A/S, som designer og udvikler vandhaner og møbler til badeværelser, har med hjælp fra Enterprise Europe Network fundet en agent i Sverige. Virksomheden ser nu frem til, at dansk design kommer ud i de svenske hjem og har samtidig igangsat yderligere tiltag for at nå endnu længere ud på det internationale marked.

Fotos: By Ole Birk A/S

By Ole Birk A/S har specialiseret sig i at udvikle og designe vandhaner og møbler til badeværelser i et tidsløs design, lavet af miljøvenlige materialer. Ejeren af virksomheden, Ole Madsen, har mange års erfaring fra branchen, men i 2012 besluttede han, at det var tid til et nyt eventyr, og derfor startede han By Ole Birk A/S med fokus på kvalitetsvandhaner. Sidenhen er badeværelsesmøblerne kommet til.

Agent i Sverige

Ole Madsen tog kontakt til Enterprise Europe Network for at få vejledning i at starte det nye udenlandske eksporteventyr. I samarbejde med Enterprise Europe Network-konsulent Julie Ringgaard Jensen fra NordDanmarks EU-kontor blev der udarbejdet en samarbejdsprofil, som matchede de krav og forventninger, By Ole Birk A/S havde til en kommende agent, og det blev besluttet at starte op med nærmarkederne.

I løbet af 2015 modtog By Ole Birk A/S flere henvendelser på samarbejdsprofilen, og bl.a. var en større hollandsk virksomhed på besøg i Nordjylland for at afstemme forventninger.

Forventningerne kunne dog ikke indfries, men kort tid efter modtog Julie Ringgaard Jensen en spændende henvendelse fra Enterprise Europe Network-partneren i Jönköping, Sverige, som skulle vise sig at være seriøs og nyttig. Henvendelsen var fra et forholdsvis nyt agentur, som har fokus på salg af møbler og tilbehør til køkkener og badeværelser. De var på udkig efter nye og bæredygtige produkter og fandt derfor By Ole Birks profil ganske interessant. Hurtigt blev der indledt en dialog mellem de to virksomheder, og efter de indledende drøftelser stod det klart, at der kunne være grundlag for et godt samarbejde. Den svenske agent kom på besøg i Hjørring, og i løbet af efteråret 2015 blev der indgået en agentaftale. En aftale, som Ole Madsen er rigtig glad for:

- Vi er meget glade for aftalen, som betyder, at vores vandhaner og møbler nu bliver installeret i de svenske hjem. Det er dejligt, at der er folk, der tror på vores produkter og kan se en værdi i dem. Vi er kommet fint fra start, og hvis salget går efter planen, betyder aftalen en øget omsætning og indtjening for os, og forhåbentlig kan det være startskuddet til, at vi kan markere os solidt på det svenske marked.

Udlandseventyret stopper ikke her

Ifølge Ole Madsen er Sverige ikke endestationen for eksporteventyret. Ambitionerne går videre end det, og i samarbejde med Enterprise Europe Network er der også gang i aktiviteter i andre europæiske lande. Bl.a. arbejdes der for tiden på det tyske marked, hvor der har været forskellige henvendelser.

- Jeg er rigtig glad for den service og hjælp, som Enterprise Europe Network har givet. Vi har ikke altid tiden eller ressourcerne til at frembringe viden og opbygge netværk med vores nærmarkeder. Derfor er det dejligt at have en samarbejdspartner som Enterprise Europe Network, der kan bistå med det og komme med spændende leads. Vi håber, at vi kan få hul på endnu flere markeder, udtaler Ole Madsen.

 

Fakta By Ole Birk A/S

By Ole Birk A/S er en dansk designvirksomhed beliggende i Hjørring og med internationalt fokus. Virksomheden designer, producerer og fører tre varemærker inden for vandhaner, badeværelsesmøbler samt møbler til private, erhverv og institutioner.

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.