PileByg A/S
Fra Hjørring til Stockholm: PileByg A/S leverer støjskærme til internationalt projekt
Gennem en målrettet partnersøgning via Enterprise Europe Network er den nordjyske virksomhed PileByg A/S blevet leverandør til en litauisk entreprenør med aktiviteter i Skandinavien. Samarbejdet har allerede skabt en øget omsætning på 500.000 kr., og potentialet vurderes større.
PileByg A/S har gennem 30 år dyrket og forarbejdet pil til bl.a. støjskærme (foto: PileByg A/S)
PileByg har base på Villerup Hovedgaard i Hjørring, omgivet af egne pileplantager, som danner grundlaget for virksomhedens produktion af biogene byggematerialer i piletræ til bl.a. facader, interiør og støjskærme. Med mere end 30 års erfaring har virksomheden opbygget en stærk specialisering i dyrkning og forarbejdning af pil.
I dag er PileByg overvejende en eksportorienteret virksomhed med aktiviteter i bl.a. Norge, Canada, USA og Tyskland, og gennem Enterprise Europe Network har virksomheden nu fået et etableret samarbejde til endnu en partner i et internationalt projektmarked.
Et projekt på tværs af landegrænser
Den litauiske virksomhed Stalcorp, der arbejder med infrastrukturprojekter i Baltikum og Skandinavien, søgte via Kaunas Chamber of Commerce og Enterprise Europe Network efter leverandører til et projekt i Stockholm. Opgaven omfattede levering og installation af naturstøjskærme med flettede pilefacader.
Efter forespørgslen blev Enterprise Europe Network aktiveret på tværs af Europa. Her pegede Bogdan Mihai Turcanu fra Erhvervshus Hovedstaden på PileByg A/S, som han kendte fra et tidligere samarbejde. Virksomheden blev kontaktet og vurderet som et stærkt match til opgaven.
PileByg kunne dokumentere både erfaring og kapacitet, bl.a. gennem mere end 100.000 m² producerede akustiske løsninger, og kunne samtidig levere den nødvendige kvalitet til det konkrete projekt.
Et samarbejde med konkret effekt og perspektiv
Samarbejdet har allerede haft en mærkbar effekt for PileByg A/S.
- I mine 30 år som virksomhedsejer er det her én af de meget værdifulde forbindelser, vi har fået etableret. Samtidig vil jeg gerne fremhæve den indsats, vi har fået gennem Enterprise Europe Network - den har haft afgørende betydning for os, både fagligt og kommercielt, fortæller Vibe Gro fra PileByg A/S og uddyber:
- Inddragelse af eksterne rådgivere kan være så omstændigt og administrativt tungt, at man undlader at bruge ”hjælpen”. I det her tilfælde var Bogdans hjælp både effektiv og uden administrativ byrde for os - virkelig en positiv oplevelse.
Projektet i Stockholm blev leveret til tiden, og samarbejdet har vist sig både effektivt og lovende og har bl.a. generet en efterspørgsel, der har medført inddragelse af flere virksomheder, bl.a. PileBygs mangeårige underleverandør i Letland, ECOMARK.
Vibe Gro, medindehaver og ansvarlig for Projekt & Information, PileByg A/S
Fakta PileByg A/S
PileByg A/S med base i Vendsyssel designer og producerer bæredygtige løsninger til støjskærme og hegn baseret på piletræ fra egne klimaskove.
Fakta Stalcorp
Den litauiske virksomhed Stalcorp er specialiseret i projekter, der omfatter komplekse stålkonstruktioner til broer og andre dele af infrastrukturen, støjdæmpningssystemer til veje og jernbaner og andre projekter, der kræver skræddersyede løsninger, teknisk overvågning og kvalitetskontrol og installation.
Skal vi tage en uforpligtende snak?
Fra Hjørring til Stockholm: PileByg A/S leverer støjskærme til internationalt projekt
PileByg A/S har via Enterprise Europe Network fundet en ny litauisk samarbejdspartner, hvilket allerede har skabt en meromsætning på 500.000 kr.
DECPT samler internationalt projektkonsortium med hjælp fra Enterprise Europe Network
Da DECPT manglede de rette partnere til et EU-forsvarsprojekt, blev Enterprise Europe Network Danmark bindeleddet, der fik konsortiet på plads og åbnet døren til EU-støtte.
EU-projekt bringer historiske møller ind i en digital og europæisk fremtid
Museum for Forsyning og Bæredygtighed (MOSS) sikrer 450.000 kr. i Erasmus+ støtte til projekt om vind- og vandmøllers historie - med hjælp fra Enterprise Europe Network Danmark.
ULTRAAQUA styrker forsyningskæden med nye leverandører i Letland
Med hjælp fra Enterprise Europe Network Danmark fandt ULTRAAQUA på under et år nye lettiske leverandører og styrkede sit europæiske leverandørnetværk.