Dots.Recycling ApS

Dots.Recycling tryller tennisbolde om til filtdutter

Iværksætter har fundet de helt rigtige samarbejdspartnere til sit bæredygtige produkt med eksportpotentiale gennem Enterprise Europe Network. Det ser han som en stor gevinst for sin startup-virksomhed.

Fotos: Dots.Recycling ApS

Mikkel Haaning er en ung mand med en mission. Faktisk en dobbeltmission. Han vil redde tennisbolde i tusindtal fra at blive til affald efter kort tids brug. Og samtidig gøre folks frustrationer med filtdutter mindre og skåne deres gulve.  Fra han fik idéen til at forvandle tennisbolde til filtdutter, og til produktionen var på plads i Litauen, gik der ikke lang tid takket være Enterprise Europe Network (EEN), fremhæver han. Foreløbig har iværksætterens virksomhed Dots.Recycling sendt 50.000 brugte tennisbolde til hans samarbejdspartner, Edvinas Kriūnas som repræsenterer brandet KirPro, i Litauen, og fået de bæredygtige filtdutter, han har opfundet, retur.

Startede med at indsamle brugte tennisbolde

Det hele startede under Corona-pandemien, hvor Mikkel Haaning begyndte at indsamle brugte tennisbolde i den lokale tennisklub på Østerbro og lægge dem i kælderen under sin lejlighed.

- Det enorme spild af tennisbolde, som bliver smidt ud, fordi de mister trykket efter få ugers spil, dur ikke i en tid, hvor vi alle er nødt til at forholde os til klimaet, påpeger Mikkel Haaning.

Han fandt ud af, at ca. 400 mio. bolde på verdensplan kasseres. Hvert år.

Mikkel Haaning begyndte at spekulere på, hvad det filt og gummi kunne bruges til og kom frem til, at når en tennisbold kan holde til mange slag, er det et super solidt materiale, som må kunne bruges til at skåne folks gulve. 

Med hjælp fra en ven, der er smed, fik Mikkel Haaning fat i et værktøj, der hedder en hugpibe, og med den skar han de første 1000 tennisbolde op i hånden for at fremstille en prototype.

Vejledning til at finde fabrik

Derefter besluttede han at søge vejledning for at finde en fabrik, som kunne forvandle tennisbolde til filtpuder med en speciel skæreteknik.

- Jeg stødte tilfældigvis på én, som kendte EEN-konsulent Kurt Bøgild Kristensen, og han viste sig at være den helt rette mand og super effektiv og tjekket, siger Mikkel Haaning.

Han fortalte, at han havde brug for en samarbejdspartner, som kunne opfinde et værktøj til at stanse filtdutter ud. Kurt Bøgild Kristensen bad iværksætteren skrive en mail med billeder og en præcis beskrivelse af, hvad han havde brug for. Derefter sendte Kurt Bøgild Kristensen det ud i sit netværk. Kort tid efter vendte han tilbage til iværksætteren for at fortælle, at to virksomheder var interesseret i et samarbejde.

Dem tog Mikkel Haaning kontakt til, og den ene var perfekt. Så allerede efter et par måneder havde han fundet en samarbejdspartner i Litauen, og samarbejdet kører som smurt.

Kom hurtigt i gang

Han fremhæver, at det var afgørende for, at han hurtigt kom i gang med at lave en masse filtdutter. Siden har han også fået kontakt til en tysk leverandør af dobbeltklæbende tape via EEN-konsulent Kurt Bøgild Kristensen.

I dag har Dots.Recycling containere stillet op i alle klubber i Danmark for at indsamle bolde. Og de brugte tennisbolde vælter ind.

De sendes til virksomheden Bila på Mors, hvor Mikkel Haaning har boet, indtil han flyttede til København for 10 år siden, og hvor han nu driver sin virksomhed. Hos Bila måler de trykket i tennisboldene og sorterer dem. Dem med mest tryk kan bruges igen til padeltennis. De sælges i padelshops som et bæredygtigt alternativ, fordi de belaster klimaet mindre end nye bolde. Dem med mindst tryk ryger afsted til Litauen, hvor de bliver vasket og udstanset i forskellige størrelser filtdutter.

- Jeg ser det som et eventyr. Mit råmateriale starter som tennisbolde og ender som filtdutter, og snart får jeg brug for sælgere og andre ansatte, siger Mikkel Haaning.

Drømmene for Dots.Recycling er store. Indenfor et års tid vil iværksætteren gerne ind på markedet i Sverige, hvor padeltennis er større end i Danmark. Og hans bæredygtige filtdutter har stort eksportpotentiale og kan måske ende i varehuse og møbelkæder verden over.

Men for Mikkel Haaning er det vigtigt at bruge alt materialet fra den brugte tennisbold. Når bolden er skåret ud til filtdutter, bliver restmaterialerne gummi og filt granuleret og delt i to puljer, som kan bruges til nye produkter.

 

Fakta om Dots Recycling

Dots Recycling indsamler bolde fra padel- og tennisklubber i Danmark og dele af Europa. Konceptet er meget simpelt: Dots Recycling leverer, kvit og frit, en beholder til opsamling af boldene. De står for alle omkostninger og alt det praktiske i forbindelse med afhentning af boldene. Dots Recycling laver boldene om til filtdutter til møbler. Gummiet gør filtpuden robust og fleksibel, og det tykke lag filt beskytter gulvet mod ridser, og glider let og støjfrit henover over gulvet.

Læs mere her

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.