Enterprise Europe Network i samarbejde med Future Food Innovation

Effektive salgsmøder gav en stribe håndslag

20 små fødevareproducenter mødte otte danske og udenlandske indkøbere over to dage forud for Food Festival 2015 i Aarhus. Over halvdelen af møderne udløste positivt tilsagn fra begge parter om yderligere forhandlinger.

Fotos: Agro Business Park A/S

35 håndslag om yderligere kontraktforhandlinger var det konkrete udbytte, da otte indkøbschefer fra Danmark, Holland, Tyskland, Spanien, Polen og Kina i forbindelse med Food Festival afholdt møder med 20 danske fødevareproducenter. En halv times præsentation af et produkt – og så ellers videre til næste møde – var tilstrækkeligt til at skabe de positive relationer via 66 på forhånd planlagte møder, som var arrangeret af innovationsmiljøet Future Food Innovation i samarbejde med Enterprise Europe Network.

Hollænder søger historier

På indkøberholdet var Sjaak Hurmann, kommerciel direktør i Rosenberg Import. Med en omsætning på godt 200 mio. kr. har selskabet aftaler med en række detailbutikker- og kæder, som sælger chokolader og andre søde produkter i Holland. Inden han tog turen til Danmark studerede han producentlisten grundigt.

- Hvis man skal bruge to dage på et arrangement, skal man være ret sikker på, at sælgerne er interessante, og at man får aftaler med hjem, forklarer hollænderen. Han nåede otte møder og havde efterfølgende særlig interesse for proteinbarer, honning og sukkerfrie produkter.

- Vi går efter unikke produkter med en god historie, som skiller sig ud fra det, vi allerede har på markedet. Det synes jeg, en række af de små danske producenter kan levere, siger Sjaak Hurmann, som efterfølgende også screenede Food Festival-pladsen for produkter.

- Her oplevede jeg nye varianter af chokolade med lakrids, som vi ikke kender. Det skal jeg helt klart også arbejde videre med, siger Sjaak Hurmann.

COOP glad for fokus

Størst blandt indkøberne var danske COOP ved Christian Christensen. Han er chef for konceptet ’Lokale varer’ og derfor meget interesseret i mindre, danske producenter. Efter 10 møder havde han forhåndsaftaler for 3,5 mio. kr. med indkøb af chokolade, honning og flere slags alkohol. Og hvis iværksætterne havde haft flere produkter på hylderne, kunne det sagtens være blevet til endnu mere.

- Men sådan er vilkårene, når man står overfor mindre producenter, som vi gerne vil være med til at hjælpe i gang, lyder det fra en tilfreds COOP-chef.

- Det har været et superarrangement, fordi alle kender spillereglerne. Derfor er det en meget fokuseret brug af tid, siger Christian Christensen.

Gin og chokolade til Holland og Kina

Producenterne var tilsvarende tilfredse med de skemalagte aftaler.

- På traditionelle messer kan man tit vente længe i en kø, før man får adgang til at tale med den rette. Denne model med speeddating er meget mere fokuseret og effektiv, siger Henrik Konnerup, adm. direktør i chokoladevirksomheden Konnerup & Co, som med 15 ansatte og eksport til 23 lande hørte til blandt de større producenter. Han forventede blandt andet at kunne tilføje en specialbutik i Holland på listen af eksportlande.

Også Morten Kelsen, ejer af 69°N med gin, vodka og øl produceret med smeltet is fra Grønland, fik positive kontakter ud af sine fem møder.

- Jeg forventer mindst to kontrakter. Det er en fantastisk mulighed for at mødes fysisk med flere udenlandske indkøbere, hvilket ellers kan være svært at aftale, siger Morten Kelsen.

 

Fakta Food Festival

Food Festival er en innovativ madfestival med fokus på den gastronomiske, nordiske madkultur. Gennem betydningsfulde nordiske avlere, kokke og producenter skabes spændende maddebatter og erfaringsudveksling. Desuden er det et mål aktivt at formidle og udbrede kendskabet til de nordiske råvarer national såvel som internationalt. Food Festival 2015 blev besøgt af 31.000 gæster.

Læs mere her

 

Fakta Future Food Innovation

Innovationsmiljøet Future Food Innovation har til formål at styrke innovationskraften og sikre et internationalt konkurrencedygtigt fødevareerhverv. Det sker ved at bringe virksomheder, viden og brugere sammen, således at de udvikler og kommercialiserer nye innovative produkter.

Læs mere her

 

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.