Dansk Klæberulle Industri
Emballageløsninger pakket ind i internationalt samarbejde
Mange danske virksomheder med nogle år på bagen har en spændende historie, der fortæller om en rivende udvikling, således også Dansk Klæberulle Industri. For 85 år siden udviklede og markedsførte virksomhedens grundlægger Th. Pedersen, som den første i Danmark, klæberullen. Dengang var det noget ganske nyt, fordi alle pakker blev ombundet med snor eller sejlgarn, så det var nærmest en revolution, at man nu kunne pakke blot med nogle papirstrimler. I dag leverer virksomheden en række fleksible emballageløsninger til bl.a. frugt- og grøntbranchen og har brugt Enterprise Europe Network til at finde en udenlandsk samarbejdspartner. Og virksomheden har behov for at finde flere partnere.

Dansk Klæberulle Industris fabrik i Hasselager (Foto: Dansk Klæberulle Industri)
For Dansk Klæberulle Industri er det vigtigt at have gode og tætte samarbejdsrelationer med deres kunder og samarbejdspartnere for at kunne efterkomme de mange forespørgsler på forskellige emballageløsninger, som virksomheden modtager, samt imødekomme de trends, som virksomheden ser på markedet. Og disse samarbejder må gerne være med udenlandske virksomheder.
Fandt samarbejde via Enterprise Europe Networks database
For et par år siden så Dansk Klæberulle Industri en samarbejdsprofil i Enterprise Europe Networks database fra en serbisk producent af trykte, fleksible materialer til emballering af fødevareprodukter. Den serbiske virksomhed tilbød sig som underleverandør og søgte nye handelsforbindelser via databasen. Dansk Klæberulle Industri henvendte sig til Enterprise Europe Network konsulenten Anne-Luise Skov Jensen, for at komme i kontakt med den serbiske virksomhed. Derefter blev kontakten hurtigt skabt. Efter en indledende dialog mellem den danske og serbiske virksomhed startede samarbejdet medio 2012, og Dansk Klæberulle Industri leverer nu trykte laminerede film til laserperforering og hjælper med udvikling af fleksible emballageprodukter.
Mange forespørgsler på forskellige emballageløsninger kræver partnerskaber
Indtil nu har Dansk Klæberulle Industri omsat for omkring 2 mio. kr. pr. år hos den serbiske virksomhed, så samarbejdet er kommet rigtig godt i gang. Men der er også udfordringer. Adm. direktør Michael Winther fortæller:
- Vi er glade for samarbejdet med den serbiske virksomhed, men må også erkende, at nogle kulturelle betingede meningsforskelle ofte gør samarbejdet lidt mere udfordrende end vi havde regnet med fra starten. På den anden side kan vi sammen med serberne ikke efterkomme alle de forespørgsler vi får, så vi er på udkig efter flere udenlandske samarbejdspartnere, fordi vi meget gerne vil udbygge vores position som en internationalt orienteret virksomhed. Derfor har vi en dialog med Enterprise Europe Network om at søge nye samarbejdspartnere gennem deres store netværk.
Dansk Klæberulle Industri samarbejder dog også gerne med danske aktører i innovative udviklingsprojekter, der bl.a. kan have internationale perspektiver. Således er virksomheden på nuværende tidspunkt med i et forskningsprojekt sammen med Aarhus Universitet, Gl. Estrup Gartneri og Yding Grønt. Projektet, der er støttet af innovationsmiljøet Future Food Innovation, som er forankret i Agro Business Park, går ud på at monitorere friskheden af frugt og forbedre emballagen.
Fakta om Nordjysk Palleservice
Fakta om Dansk Klæberulle Industri
Virksomheden, der i dag har ca. 15 ansatte på domicilet i Hasselager, har udviklet, produceret og markedsført fleksibel emballage siden 1929. Målgruppen er primært producenter og pakkere af grønt, frugt og andre friske fødevarer, men produktpaletten er meget bred. Virksomheden er især veletableret på det skandinaviske marked.

EU-projektsamarbejde med musik i
Godt samarbejde mellem aktører i EU-DK Support, heriblandt Enterprise Europe Network Danmark, gav DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner muligheden for at bruge kompetencer og erfaringer i en større europæisk sammenhæng.

Concens træder ind på nye markeder
Godt netværk igennem Enterprise Europe Network er årsagen til, at Concens A/S hurtigt og effektivt har fundet nye samarbejdspartnere i både Polen og Finland, som kan stå for virksomhedens salg i de to lande.

Øget eksport af rustfrie, klimastyrede hjertestarterskabe
Claus Andersen Rustfri Stål A/S, som ligger i Odense, er én af Danmarks førende underleverandører af rustfrie stålprodukter til maskinindustrien, storkøkkener, kantiner og hospitaler, men de producerer også udendørs hjertestarterskabe.

Ny bæredygtig minifødevarefestival med fokus på fremtidens fisk
Selvom Danmark er en af verdens største fiskeeksportører, så er fiskeri et underbelyst emne på skoleskemaet i de danske skoler. Et nyt Erasmus+-projekt skal sætte fokus på fiskeri.