Market Select

ERASMUS giver god grobund for business

Helle Fuglevig fik gennem EU-programmet ”Erasmus for Young Entrepreneurs” maskiningeniøren Cosmin Petra fra Rumænien stillet til rådighed for sit firma uden at skulle betale løn. I dag har Cosmin Petra startet sin egen konsulentvirksomhed, Ecorope, i Rumænien, og Helle Fuglevig bruger ham som forretningspartner, når hun laver markedsanalyser for sine egne kunder i Rumænien.

Helle Fuglevig har haft stor gavn af Erasmus-programmet og har nu fundet en god samarbejdspartner i Rumænien. Foto: Market Select

Allerede kendt i Enterprise Europe Network-sammenhænge, bl.a. som engageret og ambitiøs rollemodel for potentielle kvindelige iværksættere i EU-projektet Female Entrepreneurship in Nordic Regions, blev Helle Fuglevig af Enterprise Europe Network opfordret til at kigge nærmere på Erasmus-programmet for også at booste sin egen forretning.

- Det startede med, at Simon Poulsen fra Agro Business Park hjalp mig med at blive listet inde i systemet, og få dage efter blev jeg kontaktet af Cosmin Petra, siger Helle Fuglevig.

Værdifuldt samarbejde baseret på ERASMUS

Helle Fuglevig har firmaet Market Select, hvor hun hjælper kunderne med at komme ind på nye markeder, specielt inden for svinebranchen. Som stort og billigt landbrugsland er Rumænien interessant for mange af Helles kunder, og gennem Cosmin har hun fået en masse værdifuld viden og netværk i landet. Cosmin er ung maskiningeniør, som allerede har færdiggjort sin første ph.d. og er i gang med nummer to. Han havde et ønske om at starte en virksomhed, der ligner Helles, og opholdet hos Helle har givet ham det livsvigtige netværk for en nystartet virksomhed.

- Hvis du starter op fra scratch, har du brug for et netværk for at have nogen at sende den første faktura til. Nu kan man sige, at Cosmin har fået foræret mit netværk. Til gengæld løste han to store opgaver for mit firma under sine ophold, hvor det har været en stor fordel, at han taler rumænsk. Og så har jeg jo nu fået en samarbejdspartner i Rumænien, fortæller Helle Fuglevig, der selv har 15 års erfaring som eksportkonsulent.

Alt fra svin og pålæg til cremer og brugskunst

Samarbejdet har hurtigt taget fart, og Helle og Cosmin har siden arbejdet på nogle tilbud inden for biogas og genetisk materiale i svinebranchen og har været udførende på enkelte opgaver inden for samme sektor, hvor de har fundet kontakter i Rumænien til danske virksomheder.

- Alting tager jo tid at drive i gang, men vi forventer, at disse tilbud på et tidspunkt bliver til sager, vi skal være udførende på, siger Helle Fuglevig.

De to samarbejdspartnere holder god kontakt via Skype flere gange om ugen for at opdatere og informere hinanden. De arbejder ikke kun inden for svinesektoren, men har fx også opgaver på vej inden for beauty, brugskunst og fødevarer. Pt. er de ved at hive en aftale i land med det rumænske firma Cristim, som er den førende producent på charcuterimarkedet i Rumænien, og som ønsker at eksportere til Danmark.

Samtidig har Helle og Cosmin netop forhandlet en kontrakt i hus med en større rumænsk producent af cremer og lotions, hvor Cosmins virksomhed Ecorope skal være agent og Market Select importør, og inden for samme boldgade har Market Select nu også sat sig på online salg af havtornsalver og ansigtscremer med havtorn via www.eskærhus.dk eller gennem andre forhandlere.

- Lige nu arbejder vi også på at få Cosmin tilbage til Danmark som gæstelærer på Syddansk Universitet i Odense, så vi sammen i en periode kan oparbejde bedre kontakter til den danske industri med interesse i Rumænien. Så der er rigtig mange, gode bolde i luften, konkluderer en tilfreds Helle Fuglevig.

Fakta Market Select

Market Select hjælper virksomheder med bl.a. eksportudvikling, brancheovervågning, formidling af markedsinformation, partnersøgninger, opsøgende salg, rådgivning m.v. Virksomheden, der arbejder inden for de fleste brancher og på både det danske og mange udenlandske markeder, har eksisteret i fire år.

Læs mere her

Fakta ERASMUS

Små og mellemstore virksomheder kan gennem EU-programmet "Erasmus for Young Entrepreneurs" få en ung iværksætter fra et andet EU-land stillet til rådighed uden beregning i op til seks måneder. Under forløbet betaler EU en traineeløn til den unge iværksætter, der på den måde får et halvt års værdifuld erhvervserfaring og udvidelse af sit netværk. For at kvalificere sig som ung iværksætter skal man enten have startet eget firma inden for de sidste tre år eller have planer om at starte et firma beskrevet i en forretningsplan. Desuden skal man være bosat i EU. Som vært skal man have virksomhed med minimum tre års forretningsaktivitet, og virksomheden skal ligge i EU.

Læs mere her

Fakta Female Entrepreneurship in Nordic Regions (FEN)

Female Entrepreneurship in Nordic Regions (FEN) blev søsat i 2009 under EUs strategiske satsning på kvindeligt iværksætteri ”EU Network of Female Entrepreneurship Ambassadors”. Formålet med FEN var at danne et netværk af kvindelige iværksætterambassadører i tre nordiske lande - Island, Norge og Danmark - som alle skulle arbejde for at inspirere andre kvinder til at opstarte egen virksomhed. De i alt 29 ambassadører deltog i bl.a. workshops, messer, foredrag, inspirations- og informationsmøder omkring kvindeligt iværksætteri, og ved projektets slutning i juli 2011 havde i alt 32 nye virksomheder i Norge, Island og Danmark set dagens lys.

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.