KAMI Stål A/S

KAMI Stål lander stor ordre i Norge

Gennem Enterprise Europe Network er det lykkedes KAMI Stål A/S i Faaborg at komme ind på det norske marked. Virksomheden har leveret en stor ordre til en norsk kunde og håber på flere ordrer i fremtiden fra Norge.

De kalder leverancen for ”guldhornet” på virksomheden KAMI Stål i Faaborg. Det er nogle enorme stålrør, som virksomheden har produceret til et minikraftværk i Norge. Det største rør i ordren ligner det berømte guldhorn fra oldtiden, og selv om det er en overdrivelse at sige, at virksomheden spinder guld på ordren, så var det en stor dag, da en lastbilkonvoj i efteråret 2015 trillede af sted med kursen mod Norge.

- Det er bestemt ikke hver dag, at vi får så stor en ordre, fortæller projektleder Nis Bjerring fra KAMI Stål.

Virksomheden beskæftiger omkring 30 medarbejdere i Faaborg og 15 i Seattle i USA, og det er en ordreproducerende virksomhed, som hele tiden er på udkig efter nye kunder. Nu ser det ud til, at KAMI Stål har fået hul igennem til det norske marked:

- Vi har allerede fået en forespørgsel på noget helt andet fra den samme kunde, så de må have været tilfredse med vores produkt. Vi har vist os som en kompetent leverandør af komplette løsninger, hvor vi både tegner, konstruerer og producerer stålkonstruktioner efter kundens behov. Årsagen til, at vi fik ordren, var foruden en konkurrencedygtig pris, at kunden kunne samle ansvaret for den samlede ordre et sted – ved KAMI, fortæller Nis Bjerring.

Virksomheden har traditionelt produceret mest til hjemmemarkedet, og eksporten til Norge er sket efter en målrettet indsats i samarbejde med Væksthus Syddanmark og Enterprise Europe Network.

Netværk skaber eksport

Gennem Væksthus Syddanmark, hvor Enterprise Europe Network-konsulent Nathalie Godthaab fra Det Syddanske EU-Kontor tidligere var ansat, deltog KAMI Stål i 2013 i forløbet ”Klar til eksport”, hvor de bl.a. fik hjælp til at udarbejde diverse salgsmaterialer. Der kom umiddelbart et par mindre ordre fra Norge via det forløb, men virksomheden var parat til mere.

I foråret 2015 kontaktede Nathalie Godthaab så Nis Bjerring igen. De blev enige om at udarbejde en profil for virksomheden til Enterprise Europe Networks omfattende virksomhedsdatabase. Efter kort tid fandt Nathalie Godthaab frem til en norsk netværkspartner, som kunne sætte KAMI Stål i forbindelse med kunden i Norge.

- Jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi efter kun et halvt år kunne få så stor en ordre, men Nathalie var meget motiveret, og uden Enterprise Europe Network var det ikke lykkedes at lande ordren, fortæller Nis Bjerring.

Satsningen på eksport har vist sig at være den helt rigtige. Virksomheden håber på flere ordrer fra Norge og er også så småt begyndt at kigge mod andre eksportmarkeder.

 

Fakta KAMI Stål A/S

KAMI Stål A/S, Faaborg, har egen ingeniørafdeling, der udfører maskinkonstruktion, produktudvikling og beregning/FEM. Derudover leverer virksomheden også diverse kundespecifikke løsninger til metalindustrien og er certificeret til offshore svejsning samt CE-mærkning af bygningsstål i sort stål, rustfrit stål og aluminium.

Læs mere her

 

 

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.