Lyras A/S

Lyras fik hjælp til scale up

Justering af forretningsmodellen, styr på de økonomiske nøgletal og - ultimativt - en ny investor. Det er resultatet af Lyras’ eventyr med Enterprise Europe Network, som gennem det europæiske program Scale-Up Pilot kan tilbyde ambitiøse virksomheder strategisk vejledning med henblik på vækst.

Fotos: Lyras A/S

Lyras er navnet på en iværksættervirksomhed i Aalborg, som har udviklet en revolutionerende løsning til koldpasteurisering af mælk ved hjælp af UV-lys. Hidtil er pasteurisering sket gennem opvarmning af mælken til 72 grader i 15 sekunder, men med Lyras’ metode kan mælk og andre flydende fødevarer nu pasteuriseres på under 15 sekunder med en energibesparelse på over 90% til følge. En metode, som ingen andre tidligere er lykkedes med!

Fokus på scale up

I slutningen af 2017 indsendte ejer og stifter Rasmus Mortensen et projektforslag om kold pasteurisering til Agro Business Parks innovationskonkurrence – og vandt. Præmien var bl.a. sparring og netværk gennem Agro Business Parks kanaler, og det viste sig at være guld værd for Lyras netop på dette tidspunkt.

I 2018 flyttede Lyras fra pilotmodel til fuldskalatest hos Thise Mejeri, og i den forbindelse fik de brug for professionel sparring på, hvordan de kunne håndtere deres egen økonomiske situation, herunder investeringskalkule, enhedspriser, likviditetsbudget og driftsomkostninger samt en finansieringsplan.

Med træning og sparring fra Agro Business Park gennem Enterprise Europe Network koblet med deres egen viden blev Lyras i stand til at finde ud af, hvad der skulle til for at gøre deres virksomhed til en succes, og hvordan de kunne præsentere deres produkt for mulige investorer.

I starten af 2019 kunne Lyras allerede høste fortjenesten af deres Scale-Up Pilot-forløb – de kunne afsløre, at deres finansiering var på plads, idet HCK Holding Aalborg A/S trådte ind som investor i virksomheden.

- Den præmie, vi vandt gennem Agro Business Parks innovationskonkurrence i 2017, må siges at have haft kæmpestor betydning for vores udvikling. Og skal jeg give et råd videre til andre iværksættere, så må det være: Brug den rådgivning, vejledning og professionelle sparring, der er tilgængelig – det gør en forskel, konkluderer Rasmus Mortensen.

 

Fakta Lyras A/S

Lyras A/S er etableret i 2017 og har pt. syv medarbejdere. Teknologien har ejer og stifter Rasmus Mortensen arbejdet med siden 2016 i forbindelse med et projekt på Aalborg Universitet, hvor han var i gang med sin kandidatuddannelse i Miljøteknologi.

Læs mere her

 

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.