Nortech Solutions ApS

Nyt erhvervseventyr: Gennembrud for højkvalitetspaller af genbrugsplast

Nortech Solutions har til huse i Food & Bio Cluster Denmarks inkubationsmiljø i Agro Food Park i Aarhus og bruger Enterprise Europe Network til at opsøge nye internationale forretningsmuligheder. Målrettet screening af partnersøgninger i netværket skabte et match med en tjekkisk virksomhed – og fundamentet for et nyt grønt erhvervseventyr.

Foto: iStock


Nortech Solutions hjælper virksomheder med den grønne omstilling i hele deres produktionsproces og logistik. Efter et indledende møde med danske Enterprise Europe Network-konsulenter fik virksomheden i 2019 tilsendt et samarbejdsopslag fra en tjekkisk producent af plastpaller, der søgte nye partnere til forretningsudvikling, produktion og distribution.

Nortech Solutions så en enestående mulighed for et match og et samarbejde blev indgået. Allerede samme år lancerede virksomheden sit “Green pallet-koncept”: Produktion af paller lavet af genbrugsplast.

Et koncept, hvor der anvendes genbrugsplast, og hvor det samtidig sikres, at plasten genanvendes, når pallerne ikke længere kan bruges.

Svensk gennembrud for genbrugspaller

Kort efter i 2020 fik Nortech Solutions et stort gennembrud for Green pallet-konceptet, da virksomheden indgik en flerårig aftale med Svenska Retursystem.

Aftalen går på, at Nortech Solutions skal levere sine unikke genbrugspaller af affaldsplast: 70 % kommunalt indsamlet affaldsplast, 15 % affaldsplast fra kunderne og 15 % fra recirkulerede paller.

- Svenska Retursystem står for distribution af varer til langt de fleste dagligvarekæder i Sverige. Deres organisation baserer sig på bæredygtige løsninger, der kan genbruges igen og igen, og som belaster miljøet mindst muligt. Vores paller, der er fremstillet af 100 % genbrugsplast, passer perfekt ind i deres set-up, siger Nortech Solutions CEO, Jeppe Mølvadgaard.

- Vores oplevelse er, at Sverige er et skridt foran Danmark, når det gælder den grønne tankegang. Hos Svenska Retursystem ser vi det i sin fulde konsekvens, da pallerne og al transportmaterialet bevæger sig rundt i systemet og kommer retur. Derfor passer vores genbrugspaller så godt ind.

På sigt er det planen, at Nortech Solution skal etablere en egentlig palleproduktion lokalt i Sverige og bruge den svenske affaldsplast til pallerne. Virksomheden har know-how og erfaringerne fra det tjekkiske produktionssetup og kan bruge denne viden til at etablere en svensk pendant.

Udsigt til vækst og flere medarbejdere

Jeppe Mølvadgaard har høje ambitioner for det grønne palle-koncept.

- Vores kunder bliver en del af vores cirkulære tankegang ved at få højkvalitetspaller lavet af genbrugsplast, så de er med til at sikre genbrug af plast. Ud over, at vi regner med at skulle ansatte et par ekstra medarbejdere som resultat af den nye business case, forventer vi en eksplosiv omsætningsvækst over de næste år på 75%. Det skyldes blandt andet, at vi er i meget lovende dialog med flere store fødevarevirksomheder, siger han.

- Vi er meget glade for, at vi fik serveret denne forretningsmulighed af Enterprise Europe Network.

 

"Vi er meget glade for, at vi fik serveret denne forretningsmulighed af Enterprise Europe Network."


Jeppe Mølvadgaard, Nortech Solutions

Fakta Nortech Solutions ApS

Nortech Solutions ApS arbejder med produkter og udstyr, der styrker kundernes position i forhold til den grønne omstilling, og i forhold til automation og effektivisering.

Læs mere om Nortech Solutions her

 

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.