Raw Snacks Europe ApS

Rå import og eksport

De rigtige kontakter, international eksponering og flere dialoger med udenlandske distributører om import af råvarer og eksport af energi- og proteinbarer er indtil videre det konkrete udbytte af Raw Snacks Europe ApS’ forholdsvist korte bekendtskab med Enterprise Europe Network – fx er Raw Snacks Europe tæt på at indgå en aftale med en stor grossist i Holland, der sælger til fitnesskæder.

Casper Vester, indehaver af Raw Snacks Europe ApS, har fundet ud af, hvilke store muligheder der er i at bruge Enterprise Europe Network til at søge efter nye samarbejdspartnere i udlandet. (Foto: Raw Snacks Europe ApS)

 

Da iværksætter Casper Vester i 2012 spiste en for ham skuffende proteinbar i et træningscenter, blev det startskuddet til at etablere virksomheden Raw Snacks Europe ApS.

Hjemmeproduktion med 100% økologi

Efter oplevelsen på træningscentret gik Casper Vester i gang med at eksperimentere derhjemme med at lave snack- og proteinbarer udelukkende af naturens egne råvarer. Det har resulteret i barer, der er 100% økologiske og fremstillet med inspiration fra raw food-principperne, som går ud på at få så meget næring ud af råvarerne som muligt. Derfor tilberedes maden aldrig over 42°, da det er denne temperatur, der er grænsen for, hvad næringsstofferne kan klare uden at blive svækket.

Virksomheden fik ret hurtigt succes, og Casper fik samtidig større ambitioner, som også omhandlede udlandet. Helt tilfældigt faldt Anders Skeem fra Agro Business Park, partner i Enterprise Europe Network, over en artikel på nettet om den succesfulde snack-producents eksporttanker og kontaktede ham med henblik på dette. Døren til udlandet var dermed åbnet.

Lovende internationale perspektiver

I forbindelse med Food Festival 2014 i Aarhus var Agro Business Park og innovationsmijøet Future Food Innovation værter for det halvårlige møde i Enterprise Europe Networks sektorgruppe inden for agrofood. Festivallen er en innovativ madfestival, som sætter fokus på den gastronomiske, nordiske madkultur, og er med andre ord et godt udstillingsvindue for, hvad Danmark kan inden for fødevarer. Agro Business Park inviterede derfor Casper Vester og en række andre danske fødevareproducenter til at komme og præsentere deres virksomhed og produkter for en række udenlandske medlemmer af sektorgruppen.

Et hollandsk medlem af sektorgruppen blev senere kontaktet af en hollandsk producent og distributør, der søgte producenter af autentiske, sunde snacks, hvis produkter kunne komplementere hans eget sortiment til hjemmemarkedet. De to blev introduceret for hinanden i sommeren 2015.

- Med denne kontakt har jeg mulighed for at få de afgørende afsætningskanaler, som kan medføre en betragtelig eksport af mine produkter til Holland. Jeg sendte virksomheden prøver her i sommers og har allerede fået den første seriøse og positive tilbagemelding fra en stor hollandsk fitnesskæde, siger Casper Vester.

I februar 2015 deltog Casper Vester i Enterprise Europe Networks matchmaking event under Biofach-økologimessen i Nürnberg, hvor han havde et interessant og lovende møde med en spansk leverandør af bestemte ingredienser, som Raw Snacks gerne vil bruge til deres snacks og barer.

- Jeg nyder virkelig godt af Enterprise Europe Networks mange muligheder - på eksport- såvel som importsiden, slutter Casper Vester.

 

Fakta Raw Snacks Europe ApS

Raw Snacks Europe ApS, Aarhus, blev etableret i november 2012. Virksomhedens mission er at kunne tilbyde sunde og rene snack- og proteinbarer, der giver rå energi og næring. En snack, der samtidig kan tilfredse den søde tand, de fleste har, uden at ødelægge en kostplan, diæt eller en sund livsstil.

OPDATERING: Raw Snacks Europe ApS blev i 2017 opkøbt af Naturli´ Foods A/S.

 

Fakta sektorgrupper i Enterprise Europe Network

Enterprise Europe Networks 17 sektorgrupper kombinerer international businessekspertise med lokal viden og hjælper virksomheder til vækst vha. rådgivning, projektsamarbejde og identificering af nye partnerskaber.

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Aalborg Idrætsgymnastik henter inspiration i udlandet

Med hjælp fra Enterprise Europe Network har Aalborg Idrætsgymnastik fået Erasmus+ mobilitetsmidler, som de kan bruge til at sende trænere til udlandet for at få inspiration og nye kompetencer med hjem til foreningen.

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

650.000 kg plast genbrugt til øltransport

Flere tusind grønne paller sendes hver måned til Systembolaget i Sverige, og det har danske Nortech Solutions nu modtaget en anerkendt europæisk erhvervspris for. Adm. direktør, Jeppe Mølvadgaard, kalder på flere innovative og grønne løsninger.